Forladt herregård i Letland

Kautzemünde (Kaucmindes) ligger i umiddelbar nærhed af hertugpaladset Rundale (Ruhenthal), der er kendt som "Kurlands Versailles".  Kautzemünde er først opstået i tidens løb ved sammenlægning af flere godser.

I 1513 forærede tyskordenens landmester Wolter von Plettenberg et stykke jord til ordenens ridder Martin Schulte. En anden udlæg fandt sted i 1469 med endnu et stykke jord. Disse to udlæg var grundstenen til det senere 1350 ha store gods Kautzemünde.

Familien v. Schulte forblev ejere af godset indtil 1753. Ved salg i forbindelse med forskellige arvefordelinger kom Kautzemünde i besiddelse af den baltiske familie v. Schoeppingk. Baron Schoeppingk havde udpeget sin eneste datter Juliane som arving. Hun giftede sig med major baron Peter von der Pahlen, som var i russisk tjeneste.

Peter von der Pahlen efterlod dybe spor, ikke kun i Kurlands historie, men også i Ruslands historie gennem sin opstigning ved zarens hof. I 1799 blev han ophøjet til greve og blev storkansler af Malteserordenen. Han blev dog mest kendt for sin rolle i forbindelse med mordet på zar Paul I. Hans søn og efterfølger Alexander I sendte derefter von der Pahlen til sine godser i Kurland som en sikkerhedsforanstaltning. Dette forblev ikke uden konsekvenser for Kautzmünde, da han ikke blot reorganiserede godset og udvidede ejendommen, men også byggede den nuværende herregård. Kautzemünde forblev i von der Pahlen-familien indtil den lettiske jordreform i 1920.

På grundlag af de stilistiske træk kan herregården dateres til omkring 1780. Selv uden dokumentation kan det antages, at huset blev opført efter planer af bygmester Severin Jensen, der fra 1772 var hofarkitekt for hertugen af Kurland.

De fleste af godsets rummelige landbrugsbygninger stammer fra grev Peter von der Pahlens (1824-1907) tid. Han ændrede også husets indre rumlige indretning. Enfiladesystemet med værelser, der går ind i hinanden, og de generelt smalle trapper, som var uhensigtsmæssige for husholdningen, blev ændret.

Under grev Paul von der Pahlen (1862-1942), den sidste ejer, fandt de sidste og mest omfattende bygningsmæssige ændringer af slottet sted under ledelse af arkitekten Leo Reynier. På grund af det store antal børn i grevens familie var de eksisterende rum ikke længere tilstrækkelige. Derfor blev sidefløjene forlænget og forbundet med hovedhuset. Resultatet blev den hesteskoformede udsigt af i dag.

Efter den unge lettiske republiks overtagelse af slottet blev der i første omgang oprettet en husholdningsskole i slottet. I sovjettiden fungerede det som sovesal og børnehave. Efter Letlands genvinding af sin uafhængighed blev slottet privatiseret. Desværre er der siden da kun blevet gennemført utilstrækkelige vedligeholdelsesforanstaltninger, og huset er blevet synligt forringet.

Den nuværende tilstand kan derfor betegnes som ruinagtig. Huset har dog tilstrækkeligt potentiale og størrelse til at gøre det til et interessant projekt med en god idé og naturligvis en passende kapitalinvestering. Det ville ikke være det første hus, der genopstår fra en ruin.